New works in new light

Honza Hoeck

7.1.2011 - 21.1.2011

· · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · ·

Som en del af den danske Flexicurity model for, hvordan vi som samfund forholder os til arbejdsløshed, er man de seneste 20 år begyndt at aktivere arbejdsløse der modtager ydelser fra staten. Denne aktivering består i en stigende grad af helt eller delvist finansierede ansættelser i offentlige eller private stillinger, såkaldte løntilskudsstillinger.

Min egen aktivering bestod i en tilbagevenden til mit tidligere uddannelsessted Det Kgl. Danske Kunstakademi. Som underviser skulle jeg her vide og videregive, hvad jeg for bare et år siden selv tvivlede på. Denne ansættelse fanger mig, midt imellem alt det jeg ved, og det jeg ikke ved. Og på den måde fremstår den, som en chance for endelig at gribe verden, i al sin uafklarede foregåen. Sådan som livet virkelig burde leves, løntilskudsstilling eller ej.

Da jeg mødte op på Jobcentret for at få udleveret blanketten til ansættelsen, var mit håb at jeg i stedet for den pdf fil jeg selv havde printet ud fra internettet, ville få den originale trykte udgave i hånden, således at jeg kunne gengive den helt rigtige officielle lyseblå pastelfarve. Men det viste sig, at det offentlige slet ikke får trykt deres blanketter længere, og at de fleste arbejdsløse henter dem på internettet idag. Efter at have ventet i kø tyve minutter, fik jeg overrakt en håbløs sort hvid kopi på det billigste papir, printet på en laserprinter, mens jeg stod og ventede ved skranken.

Honza Hoeck: AB201
100×700 cm, acrylics on canvas, 2010

Honza Hoeck: AB201
100×700 cm, acrylics on canvas, 2010

Honza Hoeck: AB201 (detail)
100×700 cm, acrylics on canvas, 2010

 

 

Honza Hoeck: Mirror

Honza Hoeck: Mirror
100×100 cm, acrylics on canvas, 2010

Honza Hoeck: Mirror
100×100 cm, acrylics on canvas, 2010

Honza Hoeck: Mirror
100×100 cm, acrylics on canvas, 2010

Honza Hoeck: Mirror
100×100 cm, acrylics on canvas, 2010

 

Jeg kender et sted på internettet, hvor der bliver solgt spejle. Her er billeder af alle slags, men mest spejle fra folks hjem. Stående pakket ned i gangen midt imellem papkasser, og fotograferet i hast. En scene fra en skilsmisse. Men også nye spejle der aldrig er taget i brug, hengemt i garager og på arbejdsværelser. Runde, femkantede, buede, sågar figurformede spejle. Fotograferet udendørs, med himlen indfanget i spejlingen, eller indendørs i tusmørket med gardinerne trukket for. Her er facetslebne spejle som knækker spejlbilledet op i fragmenterede udsnit. Fra tid til anden, men det er yderst sjældent, ser man komplet runde og fuldstændigt ubrudte flader, der i et enkelt snit adskiller sig fra væggen. Men også dele af lagerhaller, og kommoder klemt inde i smalle gange med bordeauxfarvede tapeter: Tusindvis af billeder af spejle.

En ting slår mig ved dem alle sammen. Og det er, hvordan den der har fotograferet spejlet, forholder sig til spejlbilledet. Denne umotiverede refleksion der automatisk føjes til kompositionen, og bliver en uløselig del af den. Antallet af problemer det afføder er mange: Fra hvilken vinkel tager spejlet sig bedst ud, og harmonerer det nødvendigvis med billedet der kommer til syne i reflektionen? Gør det noget at man ser fotografen i spejlbilledet? Eller tøj der ligger og flyder? Er det meningen at man skal kunne fornemme størrelsen af spejlet udfra billedet?

Igen er der mange forskellige tilgange. Og ligesom et spejlbillede til tider stjæler billedet fra spejlet, så har spørgsmålene nu allerede inficeret svarene med deres opmærksomhed.

Honza Hoeck: Reflection
100×100 cm, acrylics and oil on canvas, 2010

Honza Hoeck: Reflection
100×100 cm, acrylics and oil on canvas, 2010

 

Honza Hoeck: A4
100×100 cm, acrylics on canvas, 2010

Honza Hoeck: 16:9
100×100 cm, acrylics on canvas, 2010

Honza Hoeck: 16:9
100×100 cm, acrylics on canvas, 2010